The landlord's original description:
Nu kan du få nyt hjem i en nyopført ejendom på Ib Schønbergs Allé, hvor der netop er opført 228 lejligheder. Alle lejlighederne er kompakte, men velindrettede og lyse etværelses lejligheder med eget bad, køkkenniche og fransk altan. Der findes tre forskellige typer (A, B og C), og denne annonce vedrører type B.
Type B er 33 m2 og har opbevaringsrum i lejligheden.

FÆLLES OPHOLDSOMRÅDER
Selvom ejendommen består af separate boligenheder, er der i planlægningen af byggeriet lagt stor vægt på fællesskabet beboerne imellem. Som beboer har man således mulighed for at anvende to store fællesrum med køkken til at mødes med sine naboer i det daglige over aftensmaden eller i forbindelse med diverse fællesarrangementer. Fra ejendommen er der også adgang til et fælles uderum i form af en fælles tagterrasse på den sydlige fløj. Samtidig omkranser bygningens tre fløje en central gård, hvor der er rig mulighed for at mødes i hyggelige udekroge til spil og grillaftener i sommerhalvåret. Ejendommens gård indgår desuden som del af et større sammenhængende gårdområde, der bliver skabt sammen med de omkringliggende ejendomme.

TÆT PÅ DET HELE
Ejendommen på Ib Schønbergs Allé ligger i det fremadstormende Valby Syd-område, hvor nye ejendomme blomstrer op, og hvor der er kort afstand til Københavns Centrum. Området ligger tæt på det meste, og uddannelsesinstitutioner som Professionshøjskolen UCC og CBS kan eksempelvis nås på et kvarter på cyklen. Derudover kan en kort spadseretur bringe dig midt ind i Københavns næststørste park Valbyparken.

GRØNNE ÅNDEHULLER
Valby grænser op til en række grønne åndehuller som Valbyparken, Søndermarken og Vestre Kirkegård. Valbyparken er Københavns næststørste park og byder med sit store areal både på vild natur og plejet park. Dele af parken er således dækket af skov og vildtvoksende krat, mens den mere veltrimmede del blandt andet rummer 17 forskellige temahaver og store, åbne græsarealer. Området benyttes både flittigt af beboere fra Valby og det øvrige København og lægger blandt andet græs til store kulturarrangementer som Grøn Koncert.

GODE TRANSPORTFORBINDELSER
Valby er velbetjent med offentlig transport, og området er dækket af flere S-togslinjer, regionaltog og buslinjer. Samtidig er der udsigt til, at Valby med den planlagte metroudvidelse også bliver en del af metronettet. Det vil forbinde Valby Syd med brokvartererne og Indre By. Som bilist er der også nem adgang til Ring 2, så du hurtigt kan navigere rundt om byen og få adgang til motorvejsnettet.

DU FÅR:
- En nybygget studiebolig i attraktive Valby
- Et hjem beliggende kun 5 km fra Københavns Rådhusplads
- En lys og indbydende bolig, hvor funktionaliteten er i top.
- En separat boligenhed med adgang til fællesarealer
- En fælles terrasse på ejendommens sjettesal
- Depotrum